Der er i alt 9 lejligheder i Casa d'Arte: 2 mindre lejligheder med sengepladser til 2 personer og 7 større lejligheder til 4 personer.
Hver andel tildeles hvert år 13 "klip". En uges ophold i en af de større lejligheder koster 2 klip. En uge i en af de to små lejligheder koster 1 klip. Man har altså hvert år adgang til mellem 6 og 13 ugers ophold i Casa d'Arte. Skiftedag er lørdag.
Der er det meste af året fri adgang til at booke lejligheder. Man kan således booke en lejlighed i flere uger i sammenhæng, eller man kan booke flere lejligheder i den samme uge. I modsætning til time-sharing-ordninger er ingen andele bundet til bestemte lejligheder eller uger.
Man kan booke op til 1 år frem i tiden. Hver søndag aften kl. 22 åbnes en ny uge 1 år frem.
I ferieperioder bliver 64 to-ugers-perioder fordelt efter en sindrig såkaldt "rulleplan", hvor hver andel tildeles en periode i vinterferien, i påskeferien, i sommerferien, eller i efterårsferien. Rulleplanen er dog blot et tilbud - man kan altid frigive ugerne i rulleplanen, hvis man hellere vil af sted i andre uger.
Vi anvender et internetbaseret bookingsystem, så man let kan booke ledige uger og holde regnskab med anvendelsen af lejlighederne fordelt på andele.
Der er flere mekanismer, som giver andelshaverne gode muligheder for at få opfyldt sine ønsker:
- Man kan hver uge indlægge ønsker til den uge, som vil blive åbnet den efterfølgende søndag. Søndag kl. 22 foretages der så om nødvendigt en lodtrækning blandt de andele, som har indlagt ønsker.
- Inden en ny uge åbnes, får man lov til at booke en ekstra uge frem for at sikre, at man kan få to uger i den samme lejlighed.
- Man kan sælge klip, man ikke selv kan bruge, til andelshavere, som gerne vil opholde sig længere i Casa d'Arte, end de kan med deres egne klip.
- Man kan bytte uger indbyrdes. Andelshaverne er generelt utroligt søde til at hjælpe hinanden. Der er en stor forståelse for, at det næste gang kan være én selv, der søger hjælp hos de andre.
- Man kan booke en lejlighed op til to uger frem uden at bruge klip, men i stedet betale klip-prisen for opholdet. Det kalder vi Last Minute Booking.
- Man kan (mod betaling) komme et par dage før lørdag eller blive et par dage længere end til lørdag, hvis der er en ledig lejlighed.
- Vi har et lille ekstraværelse ("Anexo"), som man kan bruge til ekstra overnatninger.